Siden Sidst 1/95

 

Først vil jeg på min og formentlig også resten af medlemmernes vegne, takke Aage for den fremragende indsats han har ydet for NMJK. Aage trådte til som formand i en periode hvor klubben var påvirket af flere formandsskift i løbet af ganske kort tid. det påvirkede alle, at der var en del uro i bestyrelsen og dermed også aktiviteterne omkring vores anlæg. I de år Aage var formand blev der sat skub i mangt og meget og det er ikke mindst hans fortjeneste, at vi i dag er nået så langt som vi er.

Dernæst vil jeg takke alle for valget som ny formand i NMJK. Jeg vil selvfølgelig gøre alt for at opfylde jeres forventninger til mig. Det er ikke min mening at ændre ret meget i de rutiner vi har i klubben. Jeg vil sammen med den nye bestyrelse, lægge vægt på det gode klima vi har, og altid har haft i NMJK. Det skal stadig være afslappende at komme til en klubaften, hvad enten man har lyst til at bygge, reparere eller blot sludre med ligesindede. Der skal være plads og albuerum, så vi alle kan være her.

I den kommende tid skal vi have bragt orden i de elektriske installationer, sikringsanlæg og kørestrøm - Rasmus og Rene er godt i gang. I øvrigt er der bestilt nye strømforsyninger, således at vi inden for en kort årrække vil råde over en selvstændig strømforsyning til hver station - næsten. Derudover skal vi have bygget noget mere ved Vordingborg og Mern, således at disse stationer kan indgå i køreplanskørslen. Skulle der være en og anden som har lyst til at medvirke, så sig til, der er masser af opgaver med bygninger og landskab m.m. Dobbeltsporet til Næstved og sporet fra Vordingborg til Masnedø, har været pillet op og er ved at blive reetableret. Dette forventes meget snart færdigt.

Det er vigtigt at vi holder fast ved vores faste køreaftener, som er den sidste mandag i hver måned, i det en del medlemmer har stor glæde af denne aktivitet. Dertil har vi fået renoveret "Sputnikken", så den kører som en drøm. Derudover er der bygget nye undervogne til diverse lokomotiver bl.a. Mz, My og Mx. For tiden undersøges mulighederne for bedre motorer til vores skinnebusser og Triangelvogne. Der bliver altså gjort en del for at få det hele til at køre, selvom det ind i mellem har set lidt sort ud.

I løbet af kort tid vil der blive ryddet op i vores værktøj, og der vil blive monteret andre ophæng på værktøjstavlen.

Der vil fremover blive indført en ordning hvor "oplukkevagten" er "duks", på klubaftenerne. Det betyder at han skal sørge for at der bliver ryddet op og lagt på plads efter brug. Det er ikke meningen at han skal rydde op efter dig; men at du må forvente en henstilling, såfremt du glemmer det. Dette er set i lyset af netop manglende oprydning, hvor der ofte står gammel kage, kaffe og tomme flasker på bordet. I mellem dette kan man så finde diverse tidsskrifter og bøger!

Dette er selvfølgelig utilfredsstillinde og derfor vil jeg her, bede alle rydde ordentlig op efter sig. Det gælder også det værktøj som er brugt på anlægget. Vi bruger for meget tid med at lede efter det værktøj som skal bruges!!! DERFOR LÆG PÅ PLADS efter endt brug. Med hensyn til tømning af askebægre, henstilles det IKKE at tømme dem i affaldsspanden, samme aften. De kan få af sikkerhedsgrunde, få lov at stå til næste klubaften.

For at få orden på tingene, er der blevet indkøbt en elektrisk DYMO-printer, som kan lave nogle flotte selvklæbende skilte til vores skabe og skuffe. Den skal endvidere benyttes til mærkning af kabler m.m. Der er besluttet at denne maskine kan bruges til private formål, efter meterpris. Den må dog ikke fjernes fra klublokalet. Maskinen vil blive opbevaret af oplukkevagten, og kan lånes af ham. Da strimlen man skriver på, er rimelig dyr vil prisen på det man skriver til private formål blive ca. 20 kr. pr. ½ meter. Det skulle dække indkøb af strimmel og batterier samt lidt til maskinen.

I den seneste tid har jeg bemærket at sproget i klubben er blevet lidt vel rå og til tider direkte "vrissen"! Det syntes jeg er en uheldig udvikling. Jeg beder derfor alle være opmærksomme på det sprog, vi bruger, over for hinanden. Det er ikke meningen at vi nu skal pakke hinanden ind i vat og bomuld; men vi skal være lidt mere opmærksomme på omgangstonen. Dette gælder specielt når vi får nye medlemmer eller har besøg. Der har altid og skal fortsat være, en fri omgangstone medlemmerne i mellem men husk - tonen er rå men kærlig.

23 - 3 - 1995 Dan